Modtagelse

Kritikerne skriver om ‘adjø tristesse’

‘De Efterladte brillerer med deres tredje lp, karrierens bedste og en af årets fineste og mest poetisk prægnante dansksprogede udgivelser …
– skriver Klaus Lynggaard i Information

‘Har De Efterladte set lyset? Det virker umiddelbart sådan på duoens tredje album, »Adjø Tristesse« … Adjø til forne tiders lurende sortsyn, bonjour til forsigtig optimisme.
Helt så simpelt er det dog ikke i sanger og sangskriver Peter H. Olesens og musiker/komponist Michael Lunds poetisk minimalistiske univers …
Når glæden alligevel er størst på denne plade, er det, fordi den synes gennemløbet af en forsigtig accept af livets forgængelighed. Selv om tiden går, klokken slår, og det hele er slut, før man får set sig om, så er vi trods alt i live. Og i den erkendelse finder De Efterladte både styrke og stor musikalsk poesi.’
– skriver Michael Charles Gaunt i Berlingske og giver 4 ud af 6 stjerner

 

‘….på De Efterladtes tredje album er det netop de små og stille stunder, der har sangskriverens opmærksomhed, ligesom musikken går i en mere dæmpet toneklang i det, duoen kalder håndspillet elektro-akustisk musik, der komponeres af Michael Lund …
… med Peter H. Olesens svært poetiske sangtekster er De Efterladte unikke og noget af en humlebi på den danske musikscene. Adjø Tristesse emmer af skjult skønhed og sange, der styrker en i troen på, at livet trods alt er godt, hvis vi blot husker at se og leve det.-
– skriver Jan Opstrup Poulsen i Gaffa og giver 5 ud af 6 stjerner

Pressen skrev III

“… Peter H. Olesens vokal og tekstmæssige udtryk har en ganske særlig og omfangsrig klang, og den kan nok virke en anelse utilnærmelig for nogle. Omvendt evner han – og ikke mindst på dette album – at få udtrykkene til at fungere i selskab med hinanden, og det medvirker til at skabe et musikalsk udtryk, der er noget nær komplet og kompromisløst. I musikalsk selskab med Michael Lund er der fortsat store stemningsmæssige variationer hos Peter H. Olesen, der fortsætter som vokalist og tekstmester på dette album. Men det er som om, at sparringen fra Lund giver en anden og mere åben udgave af Peter H. Olesen, og det klæder i allerhøjeste grad både hans vokal og hans tekster …”

9 ud af 10 stjerner

Morten Wamsler, diskant.dk

Pressen skrev II

“… patos er måske nok en ambition for Peter H. Olesen, men her kommer ægtheden og trangen til at udfordre den indre isolationist ham i vejen. Det må sikkert irritere krakileren i ham. Til gengæld lyder han i i sit nye samarbejde med den diskrete, men distinkte tonemester Michael Lund så afklaret og illusionsløs, men ikke desillusioneret, at det bliver mærkeligt livsbekræftende. Og bundløst smukt på samme sørgmodige måde som en af Svantes viser eller et af Nordbrandts digte fra det græske øhav.
Sammen kalder de sig De efterladte. Og debutalbummet Traditionen Utro.
Kort sagt: Det er en rigtig god og givende plade…”

Torben Bille, Midt i en beattid

Billen tegnet af Peder Bundgaard

Pressen skrev I

“… på det nye album, Traditionen utro, er der hele tiden en kritisk og livsbekræftende selvironisk andenstemme til sangenes fallerede og patetiske hovedperson, der kigger sin egen kynisme i spejlet i et nøgternt, underholdende og misantropisk realitetscheck …
… I en række prunkløse indspilninger med simple grundgreb og sparsom instrumentering … kommer duoen sammen med gæster på bl.a. trombone og håndklap vidt omkring fra rhythm’n’blues til nordisk visetone, Dylanplagiat og underdrejet Twin Peaks-mystik, demonstrativt forældede båndeksperimenter, tresserrock og fordansket americana. Her er nok tænkt over stil, men ikke over musikalsk styling. Dét klæder et album, som er gennemsyret af en stærkt personlig rockpoesi, hvor den næste sætning skyder den forrige i sænk…”

Per Reinholdt Nielsen, Weekendavisen 10. juni 2011